Majorens workshop

“Styr på stumperne”

Skrevet torsdag den 14. november 2019

”Har du styr på stumperne” er en god gammel vending og ofte brugt i hæren, hvor det – lige som alle andre steder – er vigtigt at vide, hvor ens ting og sager befinder sig.
Jeg har gennem længere tid haft følelsen af, at der ikke rigtigt var ”styr på stumperne” f.s.v.a. hardwaren på mit værksted og jeg hader, at skulle gå og lede efter stumper, som jeg ved, jeg har et eller andet sted.
Til min fødselsdag havde jeg derfor jeg ønsket mig et opbevaringssystem, der skulle hjælpe på den situation.
Systemet består af en rack som kan stables i højden og sættes sammen, hvis de skal stå side om side. I hver rack er der 4 sortimentskasser, hvori der er et antal mindre opbevaringsæsker. Sortimentskassernes låg slutter tæt om æskerne, således at indholdet ikke rasler ud under transport. Her ud over er sortimentskasserne forsynet med et gennemsigtigt låg, således at man kan se indholdet, uden at skulle åbne kassen.

Her ses en sortimentskasse med de enkelte opbevaringsæsker

Tidligere havde jeg haft mine stumper i forskellige uhåndterbare kasser/æsker som alle blev tømt, hvorefter indholdet organiseret i mine nye racks.

Jeg fik to racks, som indledningsvis syntes at være tilstrækkeligt. Her ses nogle af sortimentskasserne, som bl.a indeholder: Maskinskruer, hængsler, lukkebeslag, dyvler, ”hyldegrej”, plastskiver, wireklemmer, hængelåse, VVS-grej, pakninger, islagsmøtrikker pinolskruer, kramper, kroge, vinkelkroge, fjedre, spændbånd, vingemøtrikker, spændskiver og møbelbolte osv.

Her har jeg så skrevet på hver sortimentskasse, hvad de indeholder, så nu er der STYR PÅ STUMPERNE  🙂
Det er et hammer godt system, som varmt kan anbefales (Systemet er et ”Raaco HandyBox inkl. 4 Assorter sortimentsæsker”)

Læs flere projekter om Værkstedet eller se alle mine projekter.

Skriv et svar

Ingen kommentarer endnu