Majorens workshop

Babygym

Skrevet fredag den 1. april 2022

I 2021 blev Tina og jeg beriget med to børnebørn … to dejlige drenge født henholdsvis i august og november måned.

Jeg vidste ikke hvad en ”babygym” var for noget, men det er åbenbart et ”stativ”, hvorpå der kan monteres forskelligt legetøj, som barnet kan ligge under og lege med. En sådan ”babygym” ønskede begge drenge sig, så morfar/farfar måtte i gang på det lille snedkerværksted.  

Den første babygym var til min datters og svigersøns dreng, Nor. Her var ønsket, at den på en måde kunne ”pakkes sammen”, så den ikke fyldte så meget. Jeg søgte på nettet og ud fra en tre – fire modeller fandt jeg den, som jeg syntes var bedst til lille Nor. Her har jeg tildannet de enkelte emner, en rundstok og nogle profiler tildannet i fyrretræ fra lageret. Endvidere nogle dyvler, snor og et par ”Klips” til rundstokken.

Så er der boret hul til rundstokken og der er monteret dyvler   

Så skal der bores hul i dyvlerne, hvori der skal monteres snor. Det er sin sag, at få boret et hul der er helt centeret i dyvlen. Den her ”jig” virkede så nogenlunde.

Så lige en prøvesamling inden hele balladen skal males.

Da jeg spurgte om hvilken farve, der skulle males med, blev der sagt, at det var mit valg. Og det skal man ikke sige til majoren …. for så blive det sløringsfarvet (Husk at bruge en maling der ikke er skadelig)
Bemærk det var nødvendigt at montere et ”kryds” for at stabilisere hele opsætningen, ellers blev det noget ”vakkelvornt”.

Den anden babygym var til Karl Johan- min søns og svigerdatters purk. Den skulle være i naturtræ og ikke malet eller lakeret og så behøves den ikke at kunne klappes samme. Her er emnerne savet op og rundstokken ligger klar.

Den blev lavet efter samme princip… to vinkler med en stok imellem.

Så er vinklerne tildannet og gjort klar til at blive samlet (Ved ikke hvad samlingen hedder på fagsprog). Så samles der … jeg valgte at bruge mahogni for at skabe lidt variation. 

Også på vinklerne syntes jeg der manglede lidt ”spil”, derfor indsatte jeg også her noget mahogni.

Her er så den færdige ”babygym”.

Læs flere projekter om Projekter eller se alle mine projekter.

Skriv et svar

Ingen kommentarer endnu