Dræbersnegle bekæmpelse, ”dræbertangen”
Skrevet lørdag den 12. januar 2013September 2011
Vi har en del dræbersnegle i haven, hvilket konen selvsagt ikke er særlig glad for. Der er mange måder at holde disse skadedyr nede på. Nogle hakker dem midt over, andre bruger kogende vand med det resultat til følge, at kadaverne ligger tilbage, hvilket ser ret ulækkert ud.
Jeg syntes derfor bedre om at samle dem ind og bortskaffe dem, så jeg har tidligere brugt en grilltang til at indsamle dem med, hvilket dog betød man skulle rende og bukke sig hele tiden.
Derfor fandt jeg en lettere løsning, som vist her på billederne. Jeg lavede en ”stor tang” af et par stumper træ, drak mig et par øl og monterede kapsler som ”gribere” på tangens arme.
Herefter lavede jeg et håndtag, som jeg monterede med en plastikurtepotteskjuler og vupti.. så var der lige noget at samle op i.
Jeg putter en plasticpose i opsamleren og fylder bunden med salt. Nu kan man fra oprejst position indsamle ”dræbere” med tangen og putte dem i opsamleren. Efter indsamlingen bindes en knude på posen og de døde snegle kan nu bortskaffes eksempelvis via dagrenovationen.
Ingen kommentarer endnu